Er du blevet udpeget som medlem af en statslig taksationskommission eller en kommunal overtaksationskommission?

Hvad er en kommission?

  • Taksations- og overtaksationskommissionerne træffer afgørelse om erstatning i sager, hvor en borger eller virksomhed er blevet eksproprieret af en statslig eller en kommunal myndighed.

  • Kommissionerne består af en formand og fire øvrige medlemmer, hvoraf to er statsligt udpeget, og to medlemmer udpeges fra en kommunal liste. De kommunale medlemmer udpeges for 4 år ad gangen.

  • For mere information se her [link til https://www.taksationssekretariatet.dk/sagsprocesser].

 

Hvad er Taksationssekretariatets rolle?

  • Taksationssekretariatet bistår kommissionerne med sagsbehandlingen, herunder ekspeditionen af sagerne samt tilrettelæggelsen og afviklingen af de såkaldte taksationsforretninger (mødedage). 

  • Hvis du for nyligt er blevet ny- eller genudpeget, vil Taksationssekretariatet snart kontakte dig. Ønsker du at vide mere om det at være udpeget og hvad dette indebærer, kan du finde mere information her [link til https://www.taksationssekretariatet.dk/sagsprocesser/faq]

 

Honorering og godtgørelse

  • Kommissionsarbejdet er ikke et borgerligt ombud, så du skal selv tage fri fra dit arbejde. Du modtager honorar, kørselsgodtgørelse og forplejning (frokost) for din deltagelse på taksationsforretningen. Hvis taksationsforretningen strækker sig over flere dage, vil der også blive sørget for overnatning (hotel) og forplejning (måltider).

    På en taksationsforretning vil der normalt blive behandlet flere sager. Materialet vil blive udsendt ca. 2 uger før taksationsforretningen. Det forventes, at kommissionens medlemmer har sat sig godt ind i materialet.
    Som kommunalt udpeget medlem er det ikke et krav, at du har erfaring med eller forudgående kendskab til taksationssager.

Et mangeårigt kommunalt udpeget medlem af en overtaksationskommission udtaler om arbejdet: 

”Arbejdet er både fagligt og praktisk interessant, da sagerne ofte behandles ude på ejendommene, hvor man møder parterne og får et direkte indtryk af forholdene. Opgaven kræver en kombination af sund fornuft og indsigt i vurdering af ejendomme for at kunne fastsætte en korrekt erstatning.”

Et nyligt udpeget medlem fortæller om sine oplevelser som ny i kommissionen:

”Kommissionen består af personer, som jeg i den grad har nydt at være i selskab med, både fagligt og kollegialt. At have deltaget som politisk udpeget medlem af kommissionen har desuden betydet, at jeg ved selvsyn har fået bekræftet, at de rammer, som lovgivningen har sat op, også er blevet fulgt. ”